Nu er jeg jo ikke typen…

der siger “hvad sagde jeg!” - Men helt ærligt: hvad sagde jeg!?!

Her er undersøgelsen, der slår fast, hvad nogle af os allerede ved: de søde unge mennesker (kald dem generation Google eller hvad du vil), kan absolut ingenting på nettet. Jo, de kan surfe. Men de tror nettet er det samme som google, de overvejer aldrig om en kilde er i orden og de aner ikke, hvordan de skal søge kvalificeret.

Konklusionerne kommer fra en rapport, netop udgivet af British Library og University College of London. Jeg har læst en god, hurtig gennemgang hos “Internetsøgning“.

Der venter os en enorm opgave her - og den er fantastisk vigtig. Hvis ikke vi får lært de kommende generationer at tænke sig grundigt om inden de tager alt på nettet for gode varer (ja, og alt på tryk for den sags skyld), ender vi med en absolut kritisk situation for vores demokrati!

Jeg fandt på et tidspunkt denne video om, hvem de er og hvilke krav der stilles til dem - i hvertfald i USA:

Der er virkelig forskel på hvad de lærer i skolen/gymnasiet (og hvordan) og på, hvordan deres øvrige liv ser ud. Det er spændende at se, hvad fremtiden bringer!

Rolig nu….

Den danske bibliotekslov

§ 1. Folkebibliotekernes formål er at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet ved at stille bøger, tidsskrifter, lydbøger og andre egnede materialer til rådighed såsom musikbærende materialer og elektroniske informationsressourcer, herunder Internet og multimedier.

Skal vi ikke lige slå fast en gang for alle, - den danske bibliotekslov sidestiller medierne. Dvs. at landets folkebiblioteker skal stille alle medier til rådighed. Bogen har fået legekammerater - og dejligt for det.

Så vi kan da sagtens snakke om at bogen skal være bedre end andre medier. Men skal vi gøre det i praksis, så skal vi altså have en lovændring. Så måske forfatterne burde tage snakken med politikerne og ikke bibliotekarerne.

Og når det er sagt, så er virkeligheden jo også at bogen og litteraturen stadigvæk er i centrum på landets folkebiblioteker. Men den er i centrum på en langt mere aktiv og formidlende måde end den nogen sinde har været tidligere. Og det er meget uretfærdigt kun at måle bogens betydning på biblioteket efter hvor mange eksemplarer der står. Altså med mindre man som forfatter er interesseret i sine bibliotekspenge.

Som moderne bibliotekar sætter vi læseren i centrum. Vi formidler bøger og litteratur på talrige måder. F.eks. på Danmarks største side om skønlitteratur, Litteratursiden.dk, der drives af landets folkebiblioteker og har over 250.000 besøgende om måneden.

En succes er bl.a. blevet læseklubben på Litteratursiden. Her tager vi som bibliotekarer ansvar for debat og dialog mellem såvel læser/læser som mellem læser/forfatter. Vi betragter nemlig litteraturens fremme som meget mere end ex. antal bøger i kælderen på biblioteket.

Så lad os da sammen arbejde for litteraturens fremme i stedet for at kaste med sten, og fastholde nogle fordomme som slet ikke holder stik i virkeligheden. Og lad os sammen udvikle det moderne biblioteket i takt med biblioteksloven til at være et kulturhus for alle landets borgere i stedet for et elitært bogtårn, der har som hovedopgave at støtte de bogudgivelser som ikke kan klare sig på det litterære marked.

* Ovenstående er også sendt som læserbrev til Politiken - nu må vi se om de bringer det.

Den hellige Bog og biblioteket

Så skal vi til det igen.

Vores allesammens formand, Pernille Drost, debatterer i Deadline med Leif Davidsen om Bogen og biblioteket. Hun gjorde det såmænd udemærket, hun måtte godt have været lidt skarpere, men det er sikkert klogt af hende ikke at være det.  Jeg ville sikkert være blevet vred og have skældt ud - og det er som bekendt dårlig stil ;).

Vi har hørt det før, og vi vil sikkert høre det igen: bibliotek betyder bogsamling, ergo sum: bibliotekernes kerneopgave er Bøgerne. Leif Davidsen sagde det igen og igen, det var nærmest hans hovedargument. Er det en generel regel at man kan regne med at et ords oprindelse altid dækker det nuværende begreb?

Et eksempel: gymnasiet. I det gamle Grækenland er gymnasion det sted, hvor den mandlige ungdom modtog legemlig og åndelig uddannelse, men hvor dog det legemlige aspekt stod i forgrunden. De unge mænd trænede nøgne, hvad der forklarer oprindelsen til gymnasium, nemlig af gymnázesthai (= “at træne nøgen”). (Kilde: Wikipedia, samt “Ordbog over det danske sprog”, København 1925).

Skal al undervisning i gymnasiet så foregå uden tøj? Og med absolut hovedvægt på fysisk træning? Det er jo det, ordet betyder!

Jeg mener ikke, biblioteket kun skal indeholde bøger. Jeg mener, i lighed med Pernille Shaltz, at der skal luges ud, kasseres og gemmes væk. Og inden I nu allesammen kaster jer frådende over mig og råber : du hader bare Bøger! Hvorfor blev du overhovedet bibliotekar!?! - Nej, jeg hader bestemt ikke bøger. Jeg har rigtig mange af dem, og jeg elsker dem. Jeg synes de er dejlige, skønne, eventyrlige, fortryllende, tankevækkende…..og ja, det var faktisk derfor, jeg i sin tid blev bibliotekar, tro det eller lad være!

I mellemtiden er der bare sket en revolution. En revolution, der har bragt internet ud i rigtig mange danske hjem og playstation ud i næsten lige så mange. En revolution, der har placeret tv-apparater på børneværelserne og DAB-radioer i køkkenerne. En revolution, der har bragt den højopløselige fladskærm ud i så mange danske hjem, at det er helt ufatteligt.

Det er en stor og dejlig ting, og det er samtidig et kæmpe problem. Rigtig mange (unge) mennesker har svært ved at finde viden i informations- og underholdningsstrømmen, og det bliver rigtig alvorligt, når en gymnasielærer fortæller mig om opgaver, der baserer sig på to opslag i Wikipedia og om elever, der slet ikke har nogen idé om, at der findes andet end Google at søge i. Vi har rigtige, store, alvorlige demokrati-omstyrtende problemer her!

OG SÅ BRUGER MAN TIDEN PÅ AT DISKUTERE OM INFORMATIONEN FINDES PÅ PAPIR ELLER EJ!?!

Det gir’ ingen mening! Det er da fløjtende, hamrende ligegyldigt, på hvilket medie oplysninger (eller kultur i det hele taget) befinder sig? Om det er trykt på papir eller på en skive der passer til computeren? Om det overhovedet er trykt og ikke bare udkommet? Det må da være oplysningernes validitet og kvalitet, vi skal diskutere - og der er nok at tage fat på. Det må da være kulturens funktion, udtryk og kvalitet, vi skal snakke om - ikke om den er trykt på papir eller skabt som teaterstykke, musik, film eller spil?

Helt ærligt: det er for meget! Hvorfor er Bogen hellig? Hvad er det ved lige præcis det medie, der gør folk helt tossede?

Tilbage til udgangspunktet: vi har to muligheder. Vi kan have biblioteker kun for Bøger. Det kunne såmænd være hyggeligt nok, med mørke træreoler og grønne glaslamper. Det ville kræve en anden type samling et andet sted, for vi har jo i loven en ligestilling af medierne. Så bag næste dør på etagen kan man finde “multimedierummet” eller hvad man nu skal kalde det. Det bliver lidt besværligt, indrømmet, for hvad med alle de bøger, der har en CD med? Eller alle de CD’ere, der har en bog med? Nå, det kan løses.

Den anden løsning er at skifte navn. Hvis vi synes, “biblioteket” skal være andet og mere end Bøger, hvis vi synes det for alvor skal være for alle og ikke kun for eliten, hvis vi mener at vi gerne vil være et kulturhus og ikke et Højkulturhus - så må vi kalde os noget andet. Nogen forslag?

Brugerne debatterer biblioteket

DR har sat bibliotekerne til diskussion på deres forum. Deres oplæg er:

Hvordan bruger du biblioteket?

Biblioteksstyrelsen mener, at biblioteker som vi kender dem i dag med kilometer af bøger der aldrig udlånes hører fortiden til. Men i Mariagerfjord kommune i Nordjylland har borgere taget bogen i egen hånd og selv drevet et lukningstruet bibliotek. Bruger du dit bibliotek? Og hvis du gør, er det så for at låne bøger eller er det for at gå på nettet eller noget helt tredje?”

 

 Langt de fleste indlæg i debatten en meget meget positive over for såvel biblioteker som bibliotekarer, omend der også er en del snak om brugerbetaling.

 

Og Godt Nytår til jer alle - vi håber på lidt mere aktivitet på bloggen i det kommende år….

 

Valgkamp i kulturpolitikens lys!

Nej, vel? Hvor mange af jer har hørt en kandidat udtale sig om kulturpolitik? Eller måske konkret om biblioteker, og hvad vi skal med dem fremover?

Hvordan kan det være? Hvorfor er kulturpolitik og biblioteker ikke et populært valgemne? Er vi bare noget, der fungerer af sig selv og som man derfor ikke behøver at tænke på? Eller er de simpelthen ligeglade?

Jeg tror, det er af afgørende vigtighed, hvor meget bredbånd, der lægges ud i Danmark. Jeg tror, det er meget meget væsentligt, hvor mange danskere, der er i stand til at finde rundt på internettet og bruge det kreativt. Jeg tror, det er vigtigt at vi finder en løsning på, at rigtig mange ikke kan bruge en computer overhovedet. Og jeg tror, det er vigtigt, at sige HØJT og TYDELIGT at bibliotekerne er denne løsning! At vi levere den viden, der er selve grundlaget for det demokrati, vi har i dag. At hvis vores service udhules, er der ikke længere nogen til at tage hånd om dem, der ikke synes det er let at være digitale borgere. At vi er et samfund, der er afhængigt at vores kreativitet og vores evne til udvikling, et samfund der bygger på viden og interaktion mellem mennesker. Og at vi i bibliotekerne er dem, der understøtter det samfund, ikke bare ved at stille til rådighed, men i høj grad ved at formidle.

Skal vi blive ved med det? Hvordan ønsker I, at bibliotekerne udvikler sig? Hvilke dele af samfundet skal vi understøtte og hvordan? Hvilke midler har vi til det? Skal vi fortsat være “bibliotekarer” (bogformidlere), eller ønsker I noget bredere - eller smallere? Kom med et bud - valgkampen er snart slut, og jeg har intet hørt endnu!

Paranoia?

PET har fået mulighed for at tjekke lån fra mistænkte uden dommerkendelse.

Datatilsynet modvirker et vist stykke hen ad vejen, eftersom det ikke er muligt at genskabe et låneforløb efter aflevering. Ganske som lovbefalet. Det er med andre ord svært at få andet end en lånerstatus.

Det tankevækkende er egentligt, at man samtidigt ikke logger Internettrafik. For lånte materialer må vel forudsættes at være en del af en materialesamling der er sammensat efter bibliotekslovens retningslinier?

Med andre ord er bibliotekernes samlinger potentielt farlige, omend lovlige? ….Bøger er magt i de forkerte hænder?  Hvilke materialer er så mest belastende? 

Denne her? Eller alt om religion? Kemi? Sydamerikanske revolutionære? 

Eller er det særlige kombinationer af ovenstående der er kritisk?

Hvad i alverden havde de tænkt sig at udlede fra sådan en lånerstatus?  

Og kan man nu fremover lovligt låne lovlige materialer, indkøbt for offentlige midler, for så efterfølgende at blive anklaget for at have dem?

Det er jo ikke lav-din-egen-atombombe-i-køkkenet vi har stående på hylderne. Den slags er langt hurtigere at finde på nettet. Går jeg ud fra.

Og når man alligevel gør sig denne umage med at få sådan en mulighed, til noget der uundgåeligt vil skabe polemik, samtidigt med at det - endnu - er tilladt for bibliotekerne at tilbyde internet uden logning, virker det på mig som om det med den lokale logning er fuldstændigt underordnet under alle omstændigheder. At man tager balladen med i købet for adgangen til låneroplysninger, fordi vores data ikke er tilgængelige på andre måder? 

Fordi informationer fra bevægelser på nettet alligevel  i forvejen er logget andetsteds fra.

En bibliotekar 2.0 ude i virkeligheden

Hermed lidt refleksioner over livet som gymnasiebibliotekar - jeg lovede jo at vende tilbage, når der var noget af interesse.

Det første, jeg har bidt mærke i, er at lærerne har helt vildt travlt. De har faktisk så travlt, at de ikke har tid til at få en hjælpende hånd! Men ok, det kender man jo godt fra sig selv. Eleverne, derimod, skal nok finde mig. Særligt her i tiden omkring opgaverne myldre de ind af døren. Og ja, ind af døren, for jeg har været nødt til at sætte mig ind i biblioteket for at de kunne finde mig. Så det er første konklusion:

Stedet definerer funktionen.

Ihvertfald ind til de har lært noget andet.

Og så har jeg undervist i stor stil. Først og fremmest i informationssøgning. Det var der også et par overraskende konklusioner i:

De ved absolut ingenting!

De er enormt hurtige i deres færden rundt på computeren og rundt på nettet, men når det kommer til informationssøgning, er de helt blanke. Helt!

Det overrasker mig. De kender Google, men ikke særlig godt. Hvis det ikke kan findes med ét søgeord og som det første hit, findes det ikke! De har meget svært ved at blive så længe på en side, at de rent faktisk får læst, hvad der står på den.

Jeg spurgte dem (ialt ca. 250 elever i 1.g eller 1.hf), hvor tit de var på nettet. Det er de stort set hver dag.

Hvad laver de så på nettet? De bruger msn og nyheder. De læser mails. De tjekker skolens intranet. De spiller, henter musik og film. Slut.

Der er forsvindende få af dem, der har noget begreb om web 2.0. De kender Youtube, måske Flikr, Arto, Skum, og Myspace, men der er ikke nogen af dem der har hørt om del.icio.us. eller digg. Niks. Der et par stykker, der blogger.

Det er de indfødte på nettet, dette her. For dem er det et medie ligesom alle andre. De er ikke en skid imponerede - de er heller ikke ligeglade. De går bare ikke op i det. De bruger det, som de bruger fjernsyn, radio og mobiltelefon. Fuldstændig selvfølgeligt.

Mon vi når dem ved at kaste os over web 2.0?

Vi når dem på den anden side ikke uden! Mange af de teknologier, der er nye for os (biblioteksvæsenet) er dagligdag for dem. Så selvfølgelig skal vi kunne det. Vi skal bare ikke tro, vi har fundet de vises sten og at bare vi kan web 2.0 kan vi hvile på laurbærerne. Der venter os en enorm formidlingsopgave i fremtiden!

En god nyhed

* Camilla og Naja har været så venlige at lægge blog til nedenstående læserbrev, som snart kommer i Bibliotekspressen.

Tak for det!

Og som jeg skriver til sidst i indlægget har Bibliotekspressen, jo ikke en blog til debat, så alle er velkomne til at kommentere her på siden.

Michael Larsen, Odense Centralbibliotek

*******************************************************************************

Du kan nu spare tid ved at droppe det faglige landsmøde. I stedet for kan du blive hjemme, og bruge tiden på at opgrade dit bibliotek. Det vil give et bedre resultat.Der er nemlig ingen grund til at bruge ressourcer på endnu mere snak. Det er meget bedre at foretage sig noget konkret handling, og formidle dit biblioteket og dets tilbud.

Lad mig spørge og forklare…..

Hvorfor er der ikke flere biblioteksledere og almindelige bibliotekarere som blander sig i den offentlige debat. Hvis vi gerne vil ses som en vigtig aktør i det lokale kulturliv nytter det da ikke, at vi ikke tør skrive et debatindlæg en gang imellem.

Hvorfor er der ikke flere biblioteker som har en ugentlig sendetid i den lokale radio, eller skriver i den lokale avis hver uge. De er som regel hungrende efter stof. Og vi har jo så mange gode budskaber vi gerne vil af med.

Hvorfor er der ikke flere biblioteker som tilbyder at levere et indlæg i det lokale foreningsblad hver gang det udkommer. Her er virkelig mulighed for at lave målrettet markedsføring.

Hvorfor er der ingen biblioteksledere eller menige bibliotekarere som har deres egen blog til at diskutere biblioteksspørgsmål med lånerne på. Brugerne har faktisk en holdning til os, som de f.eks. gerne putter i vores ris/ros kasser. Mange chefredaktørerne på landets dagblade og andre medier har en blog. Så her er simpelthen mulighed for at komme først med et fantastisk formidlingstiltag, hvis man er lynhurtig.

For det tager jo ikke lang tid at lave en blog. Det tager i hvert fald ikke lige så lang tid som at tage til fagligt landsmøde eller deltage i 23 ting. Og det kræver slet ikke nogle kurser, produktbeskrivelser eller ansøgninger til Biblioteksstyrelsen. Det er simpelthen bare at gøre det.

Og hvorfor er der ikke bare nogen som gør noget, i stedet for at snakke om det vi kan gøre, og det vi burde gøre?

Min pointe er, det ikke er en opgradering af de formidlingsredskaberne vi har brug for. For vi er gode til at formidle, vi kan sagtens skrive en tekst som interesser andre, og vi kan sagtens optræde i radioen eller fjernsynet, og vi kan sagtens optræde i den offentlig debat med gode argumenter.

Næ, der hvor skoen trykker er vores mod og vilje til at træde frem fra vores beskyttede liv på de danske folkebiblioteker og deltage i det offentlige liv gennem diverse medier. At indgå i sammenhænge hvor vi ellers ikke optræder.

Men det kræver selvfølgelig at vi er klar til at gå meget mere i dialog med vores brugere end vi er i dag.

For mig at se er vores hovedopgaver hverken, at være gode venner med embedsmændene på rådhuset, kassere materialer, indgå i bibliotekarsammenhænge ala fagligt landsmøde eller opgradere vores it.

Nej, vi skal derimod indgå i en stadig dialog med de mennesker som betaler vores løn, nemlig brugerne af biblioteket. Og det kan ikke gå hurtigt nok!

Da Bibliotekspressen ikke har en blog, kan man også læse og debattere ovenstående indlæg på bloggen http://www.opoghop.net/

De informationskompetente borgere

Så er vi igang igen efter ferien. Jeg ved godt, det ikke er alle der er tilbage endnu, men det hjælper da på det. Jeg glæder mig til der kommer gang i min feedreader igen - der har ikke været mange nyheder på det sidste!

Jeg vender tilbage til en stilling med et helt nyt indhold - jeg skal nemlig over og undervise på gymnasiet. Her på Fyn har vi startet et projekt, 4 biblioteker og 4 gymnasier, i anledning af gymnasiereformen. Jeg skal arbejde systematisk med at udbygge elevernes informationskompetencer, dels som underviser i søgeteknik og dels som deltager i projektarbejde.

Jeg glæder mig meget! Jeg glæder mig til at være til stede, når informationsbehovet opstår -være der enten fysisk, med min laptop eller via min mobiltelefon. Jeg glæder mig til at tale med eleverne undervejs, finde ud af, hvor de har behov for hjælp, og hvor de er stærke og kan selv. Jeg glæder mig til at finde ud af, hvad de kan lære mig! Jeg glæder mig til at være en sparringspartner for lærerne, og til at møde en helt ny type af kolleger.

Og jeg glæder mig til at være fri at samlingerne. Udgangspunktet her er et andet: her er bibliotekaren den væsentligste ressource og ikke materialerne. Her er mine faglige kompetencer det, der er det væsentlige, ikke hvilke bøger der er hjemme.

Jeg er godt klar over, at der er rigtig mange bibliotekarer, der meget nødig vil arbejde på den måde - og er det overhovedet bibliotekarisk arbejde?

Hm. Er det bibliotekarisk arbejde af slæbe bøger op og ned fra depotet i kælderen? Eller at vise folk, hvordan de bruger kopimaskinen?

Er det bibliotekarisk arbejde at gå rundt med en liste og pille bøger ned fra hylderne?

Nok om det. Sagen er den, at jeg glæder mig til at være med til at skabe nogle rigtig informationskompente borgere. Der er nemlig en del af de unge, der ikke er særlig skrappe til at bruge den “nye” teknologi, og de falder igennem i den nye gymnasiestruktur. Det skriver debattøren Lars Olsen en del om i sin bog “Den nye ulighed“. Han skriver blandt andet: “I dag skal en enlig mor i et betonkompleks ikke bare sørge for, at barnet har madpakke med og opfører sig ordentligt. Hun skal også hjælpe med projektarbejde, lektier og med at vælge den rigtige kombination af fag og moduler på ungdomsuddannelserne”.

Se, her er da et punkt, hvor vi virkelig kan gøre gavn! Vi kan være til god hjælp i projektarbejdet, skulle jeg mene. Det er et andet område, end bibliotekarer traditionelt bevæger sig ind i, men jeg tror, det er et af de områder, hvor vi fremover vil have en naturlig plads. I det hele taget har vi en stor opgave i at formidle de nye teknologier, så alle i vores samfund har en chance for at følge med. Og ja, det er os der skal gøre det. For vi har den nødvendige viden. Vi har den lange åbningstid og den nære kontakt til borgerne. Og sidst, men slet ikke mindst: vi har integritet. Måske har vi ry for at være kedelige, men troværdige er vi da. Vi mangler bare at formidle til befolkningen, at vi faktisk er ret langt fremme i skoene, os fra biblioteket - og så skal vi også tro på det selv….

Om bukser der holder og paradigmer for faget

Jens Gudiksen har en virkeligt interessant artikel i det seneste nummer af Bibliotekspressen (nr. 11; 2007).

Heri beskriver han blandt andet på glimrende vis den omstillingsproces vi befinder os i p.t., og de udfordringer den stiller os over for:

“På denne generelle baggrund er behovet vokset for at udvikle og formulere ideer til kollegiale reflektionsprocesser set fra et medarbejderperspektiv. Reflektionsprocesser der ikke har som formål at nå frem til fælles værdier og holdninger i forhold til en generaliseret bibliotekarisk praksis, men hvis formål er, at bibliotekarer gennem kollegiale reflektionsprocesser får mulighed for at formulere det konkrete grundlag for egen praksis og bliver i stand til at formidle dette i forhold til en fælles handleviden.

Reflektionen over praksis bør således være en kontinuerlig søgen efter den “bedste praksis”, samtidigt med at man må afstå fra at tro, at den endegyldigt kan findes. Der er ikke nogen universiel gyldig sandhed for den bedste bibliotekariske praksis, men der er på et hvilket som helst tidspunkt lokalt og konkret altid noget, der er mere sandt og rigtigt end noget andet. “

Formuleringen af faglig praksis som noget personligt og dynamisk, der kan supplere og tilføjes den fælles faglighed er for mig at se noget af det mest interessante der er blevet ytret inden for den seneste tids debat.

For en indtil for nyligt udenforstående, har meget af den – især tidligere – debat der har været omkring drift af folkebiblioteker, ikke så meget handlet om forskellige måder at gøre tingene på, men mere om at nogle kommuners tilbud måske ikke var så ”langt fremme” som andre.

Og at det alene beroede på økonomiske omstændigheder. At grunden til at man ikke nåede de store sagnomspundne mål, kun var et spørgsmål om at man ikke havde ressourcerne til det. Selve målet blev nemlig ikke diskuteret synderligt i praksis.

Og når målet ikke diskuteres, er det pokkers svært at starte en diskussion om midlerne: Hvad har vi at byde ind med?

De seneste år har debatten så taget en markant drejning og polarisering.

Der diskuteres (usammenlignelige) mål og midler i et væk, og det fyger om ørerne på én med beskrivelser af tilbud man bør tage op, hvis man skal gøre sig håb om på nogen måde at overleve som folkebibliotek. Samtidigt kaldes der til opråb til kamp for de truede lokalbiblioteker, hvor man kan fordybe sig i den gode boglige verden. Tilbuddet om Bogen forsvinder nemlig (!), det negligeres til fordel for hovedløse tilbud om dette og hint elektroniske surrogat, godt spædet op med diverse tilbud i de ”kulturhuse” ethvert kommunalt bibliotek efterhånden skal være en del af.

Og så videre og så videre. Fronterne er trukket op, og forkæmperne er tilsyneladende lodret uenige i alt andet end hver især at ville det bedste for sektoren.

Det er ikke mange altfavnende indgange til dette her. Hvilket er decideret ærgerligt, for vi skal ikke have en enten-eller udvikling, vi skal have en både-og.

Jeg er ikke så naiv så jeg tror at det er lige ud ad landevejen: ”Du har ret og jeg har ret, så derfor kan vi med sindsro lave hvert vores paralelle løb uden at skulle forholde os til hinandens måde at gøre tingene på”. Om ikke andet så sørger de konkrete - og svindende budgetter for at det ikke lader sig gøre.

Vi bliver nødt til at gribe om nældens rod. Hvis nogen vil lave noget andet og mere end det “man” ellers laver, så koster det. Om ikke andet så da arbejdstimer.

Og løsningen?

Løsningen tror jeg findes i anderkendelsen af vores forskellighed i den faglige praksis. Vi er ikke ens, og har strengt taget ikke været det i mange år, hvis overhovedet. Forskellen på en bibliotekar d.b. uddannelse fra hhv. 1985, 1995 og 2005 er markant. For slet ikke at tale om scient.bibl uddannelsen, og cand.mag - ja, cand.it!

Oveni har vi forskelligt personligt fokus. Her mener jeg ikke alene hvorvidt én kollega er god til det med krimier, og en anden elsker hardcore elektronisk referencearbejde, men også at vores private medieforbrug og -smag påvirker vores fortolkning af hvordan bibliotekerne som sådan løser deres opgave.

Vi er desuden hver især et produkt af vores hidtidige arbejdserfaringer: Har man i mange år arbejdet med at oparbejde en god og tilfreds lånerskare, hvoraf man kender mange personligt, er man jo ikke kun teoretisk involveret, man er en dybt engageret advokat for disse brugeres behov. Og med rette.

Men det betyder jo ikke, at kollegaen der påpeger at bibliotekets elektroniske tilbud er jammerlige, eller at der ikke er noget (ordenligt) tilbud til fortravlede småbørnsfamilier med hang til spil og tegnefilm ikke også har ret. For det har de formenligt i lige så høj grad.

Det er bare ikke de samme brugeres behov de taler om.

Den der slår ud med armene og påstår at vide “hvad brugerne vil have” under een kam, må arbejde i en meget særegen kommune. (Eller på et meget specialiseret forskningsbibliotek) Og hvis det virkeligt er tilfældet ud fra det vedkommende oplever i det daglige, burde om ikke andet den aktuelle bibliotekschef blive alvorligt bekymret. For så kunne noget tyde på, at der er en hel masse kunder der har fundet andre græsgange.

Vi skal dyrke forskelligheden, rumme den, og bruge den som afsæt til en løbende diskussion af hvad vi skal tilbyde. Og nej, det er ikke alle der skal kunne det samme, og det er ikke alle der skal lave det samme. Vores brugere er ikke ens, og hvis vi selv bliver det i de organisationer vi arbejder i, så stagnerer vi. Forskellighed er et gode.

Og så skal vi i øvrigt finde de værktøjer der gør vi kan anvende den forskellighed i praksis.

Det handler blandt andet om at give anderledesheden den tid den skal have til at af- eller bekræfte sin levedygtighed. Og give den det nødvendige rum til det. Hvis man laver et nyt tilbud, kan manglende efterspørgsel af det på forhånd ikke alene tolkes som at der slet ingen efterspørgsel er, hvis de som tilbuddet retter sig mod for i stedet har søgt andre steder hen for at få dækket deres behov. 

Der skal derfor også - helt banalt - være et konkret og målbart resultat af de nye ting og ændringer man laver. Ellers kan det med god ret siges, at man er i gang med at save grenen over man sidder på. Nemlig de brugere der vitterligt bruger de eksisterende tilbud.

For i sidste ende lever vi alle i en økonomisk afgrænset hverdag, og de ressourcer der tages til det ene, går fra det andet. Fra den ene målgruppe til en anden.

Omvendt er der næppe nogen politikere der i længden vil være med til at financiere et væsen, der ikke spænder så vidt som praktisk muligt. Og har relevans for så mange som muligt.

Og som i øvrigt formår at fortælle om det.