Op og hop

Jens Gudiksen har en virkeligt interessant artikel i det seneste nummer af Bibliotekspressen (nr. 11; 2007).

Heri beskriver han blandt andet på glimrende vis den omstillingsproces vi befinder os i p.t., og de udfordringer den stiller os over for:

“På denne generelle baggrund er behovet vokset for at udvikle og formulere ideer til kollegiale reflektionsprocesser set fra et medarbejderperspektiv. Reflektionsprocesser der ikke har som formål at nå frem til fælles værdier og holdninger i forhold til en generaliseret bibliotekarisk praksis, men hvis formål er, at bibliotekarer gennem kollegiale reflektionsprocesser får mulighed for at formulere det konkrete grundlag for egen praksis og bliver i stand til at formidle dette i forhold til en fælles handleviden.

Reflektionen over praksis bør således være en kontinuerlig søgen efter den “bedste praksis”, samtidigt med at man må afstå fra at tro, at den endegyldigt kan findes. Der er ikke nogen universiel gyldig sandhed for den bedste bibliotekariske praksis, men der er på et hvilket som helst tidspunkt lokalt og konkret altid noget, der er mere sandt og rigtigt end noget andet. “

Formuleringen af faglig praksis som noget personligt og dynamisk, der kan supplere og tilføjes den fælles faglighed er for mig at se noget af det mest interessante der er blevet ytret inden for den seneste tids debat.

For en indtil for nyligt udenforstående, har meget af den – især tidligere – debat der har været omkring drift af folkebiblioteker, ikke så meget handlet om forskellige måder at gøre tingene på, men mere om at nogle kommuners tilbud måske ikke var så ”langt fremme” som andre.

Og at det alene beroede på økonomiske omstændigheder. At grunden til at man ikke nåede de store sagnomspundne mål, kun var et spørgsmål om at man ikke havde ressourcerne til det. Selve målet blev nemlig ikke diskuteret synderligt i praksis.

Og når målet ikke diskuteres, er det pokkers svært at starte en diskussion om midlerne: Hvad har vi at byde ind med?

De seneste år har debatten så taget en markant drejning og polarisering.

Der diskuteres (usammenlignelige) mål og midler i et væk, og det fyger om ørerne på én med beskrivelser af tilbud man bør tage op, hvis man skal gøre sig håb om på nogen måde at overleve som folkebibliotek. Samtidigt kaldes der til opråb til kamp for de truede lokalbiblioteker, hvor man kan fordybe sig i den gode boglige verden. Tilbuddet om Bogen forsvinder nemlig (!), det negligeres til fordel for hovedløse tilbud om dette og hint elektroniske surrogat, godt spædet op med diverse tilbud i de ”kulturhuse” ethvert kommunalt bibliotek efterhånden skal være en del af.

Og så videre og så videre. Fronterne er trukket op, og forkæmperne er tilsyneladende lodret uenige i alt andet end hver især at ville det bedste for sektoren.

Det er ikke mange altfavnende indgange til dette her. Hvilket er decideret ærgerligt, for vi skal ikke have en enten-eller udvikling, vi skal have en både-og.

Jeg er ikke så naiv så jeg tror at det er lige ud ad landevejen: ”Du har ret og jeg har ret, så derfor kan vi med sindsro lave hvert vores paralelle løb uden at skulle forholde os til hinandens måde at gøre tingene på”. Om ikke andet så sørger de konkrete - og svindende budgetter for at det ikke lader sig gøre.

Vi bliver nødt til at gribe om nældens rod. Hvis nogen vil lave noget andet og mere end det “man” ellers laver, så koster det. Om ikke andet så da arbejdstimer.

Og løsningen?

Løsningen tror jeg findes i anderkendelsen af vores forskellighed i den faglige praksis. Vi er ikke ens, og har strengt taget ikke været det i mange år, hvis overhovedet. Forskellen på en bibliotekar d.b. uddannelse fra hhv. 1985, 1995 og 2005 er markant. For slet ikke at tale om scient.bibl uddannelsen, og cand.mag - ja, cand.it!

Oveni har vi forskelligt personligt fokus. Her mener jeg ikke alene hvorvidt én kollega er god til det med krimier, og en anden elsker hardcore elektronisk referencearbejde, men også at vores private medieforbrug og -smag påvirker vores fortolkning af hvordan bibliotekerne som sådan løser deres opgave.

Vi er desuden hver især et produkt af vores hidtidige arbejdserfaringer: Har man i mange år arbejdet med at oparbejde en god og tilfreds lånerskare, hvoraf man kender mange personligt, er man jo ikke kun teoretisk involveret, man er en dybt engageret advokat for disse brugeres behov. Og med rette.

Men det betyder jo ikke, at kollegaen der påpeger at bibliotekets elektroniske tilbud er jammerlige, eller at der ikke er noget (ordenligt) tilbud til fortravlede småbørnsfamilier med hang til spil og tegnefilm ikke også har ret. For det har de formenligt i lige så høj grad.

Det er bare ikke de samme brugeres behov de taler om.

Den der slår ud med armene og påstår at vide “hvad brugerne vil have” under een kam, må arbejde i en meget særegen kommune. (Eller på et meget specialiseret forskningsbibliotek) Og hvis det virkeligt er tilfældet ud fra det vedkommende oplever i det daglige, burde om ikke andet den aktuelle bibliotekschef blive alvorligt bekymret. For så kunne noget tyde på, at der er en hel masse kunder der har fundet andre græsgange.

Vi skal dyrke forskelligheden, rumme den, og bruge den som afsæt til en løbende diskussion af hvad vi skal tilbyde. Og nej, det er ikke alle der skal kunne det samme, og det er ikke alle der skal lave det samme. Vores brugere er ikke ens, og hvis vi selv bliver det i de organisationer vi arbejder i, så stagnerer vi. Forskellighed er et gode.

Og så skal vi i øvrigt finde de værktøjer der gør vi kan anvende den forskellighed i praksis.

Det handler blandt andet om at give anderledesheden den tid den skal have til at af- eller bekræfte sin levedygtighed. Og give den det nødvendige rum til det. Hvis man laver et nyt tilbud, kan manglende efterspørgsel af det på forhånd ikke alene tolkes som at der slet ingen efterspørgsel er, hvis de som tilbuddet retter sig mod for i stedet har søgt andre steder hen for at få dækket deres behov. 

Der skal derfor også - helt banalt - være et konkret og målbart resultat af de nye ting og ændringer man laver. Ellers kan det med god ret siges, at man er i gang med at save grenen over man sidder på. Nemlig de brugere der vitterligt bruger de eksisterende tilbud.

For i sidste ende lever vi alle i en økonomisk afgrænset hverdag, og de ressourcer der tages til det ene, går fra det andet. Fra den ene målgruppe til en anden.

Omvendt er der næppe nogen politikere der i længden vil være med til at financiere et væsen, der ikke spænder så vidt som praktisk muligt. Og har relevans for så mange som muligt.

Og som i øvrigt formår at fortælle om det.