Så er vi igang igen efter ferien. Jeg ved godt, det ikke er alle der er tilbage endnu, men det hjælper da på det. Jeg glæder mig til der kommer gang i min feedreader igen - der har ikke været mange nyheder på det sidste!
Jeg vender tilbage til en stilling med et helt nyt indhold - jeg skal nemlig over og undervise på gymnasiet. Her på Fyn har vi startet et projekt, 4 biblioteker og 4 gymnasier, i anledning af gymnasiereformen. Jeg skal arbejde systematisk med at udbygge elevernes informationskompetencer, dels som underviser i søgeteknik og dels som deltager i projektarbejde.
Jeg glæder mig meget! Jeg glæder mig til at være til stede, når informationsbehovet opstår -være der enten fysisk, med min laptop eller via min mobiltelefon. Jeg glæder mig til at tale med eleverne undervejs, finde ud af, hvor de har behov for hjælp, og hvor de er stærke og kan selv. Jeg glæder mig til at finde ud af, hvad de kan lære mig! Jeg glæder mig til at være en sparringspartner for lærerne, og til at møde en helt ny type af kolleger.
Og jeg glæder mig til at være fri at samlingerne. Udgangspunktet her er et andet: her er bibliotekaren den væsentligste ressource og ikke materialerne. Her er mine faglige kompetencer det, der er det væsentlige, ikke hvilke bøger der er hjemme.
Jeg er godt klar over, at der er rigtig mange bibliotekarer, der meget nødig vil arbejde på den måde - og er det overhovedet bibliotekarisk arbejde?
Hm. Er det bibliotekarisk arbejde af slæbe bøger op og ned fra depotet i kælderen? Eller at vise folk, hvordan de bruger kopimaskinen?
Er det bibliotekarisk arbejde at gå rundt med en liste og pille bøger ned fra hylderne?
Nok om det. Sagen er den, at jeg glæder mig til at være med til at skabe nogle rigtig informationskompente borgere. Der er nemlig en del af de unge, der ikke er særlig skrappe til at bruge den “nye” teknologi, og de falder igennem i den nye gymnasiestruktur. Det skriver debattøren Lars Olsen en del om i sin bog “Den nye ulighed“. Han skriver blandt andet: “I dag skal en enlig mor i et betonkompleks ikke bare sørge for, at barnet har madpakke med og opfører sig ordentligt. Hun skal også hjælpe med projektarbejde, lektier og med at vælge den rigtige kombination af fag og moduler på ungdomsuddannelserne”.
Se, her er da et punkt, hvor vi virkelig kan gøre gavn! Vi kan være til god hjælp i projektarbejdet, skulle jeg mene. Det er et andet område, end bibliotekarer traditionelt bevæger sig ind i, men jeg tror, det er et af de områder, hvor vi fremover vil have en naturlig plads. I det hele taget har vi en stor opgave i at formidle de nye teknologier, så alle i vores samfund har en chance for at følge med. Og ja, det er os der skal gøre det. For vi har den nødvendige viden. Vi har den lange åbningstid og den nære kontakt til borgerne. Og sidst, men slet ikke mindst: vi har integritet. Måske har vi ry for at være kedelige, men troværdige er vi da. Vi mangler bare at formidle til befolkningen, at vi faktisk er ret langt fremme i skoene, os fra biblioteket - og så skal vi også tro på det selv….
Det kunne være mere end almindeligt interessant hvis du vil rapportere om dine erfaringer. Usability-folk som mig mener nemlig ofte at informationskompetence primært er et bibliotekarisk begreb som efterhånden har overlevet sig selv - brugerne kan jo groft sagt selv. Men det kunne være cool hvis du kunne rapportere nogle eksempler på nogle ting du virkelig kan lære dem og som de lader til at få noget ud af og som de kan huske. Det kan også være du opdager ting som du fornemmer de ikke rigtigt “tænder” på at få at vide. Det ville være virkeligt oplysende med et par rapporter af den karakter.
Jeg skal gerne rapportere, når der sker noget af interesse! Med hensyn til informationskompetencebegrebet: alle undersøgelser peger på at langt de fleste i vores målgruppe (forskere og studerende) overvurderer sig selv, når det kommer til deres evne til at søge på nettet. Jeg tror bestemt ikke begrebet har overlevet sig selv, jeg tror derimod at vi har en stor opgave i at vise folk alle de muligheder nettet har, som man ikke finder ved at google - eller ved at google korrekt. Desuden mangler rigtig mange mennesker forudsætninger for at vurderer den information, de rent faktisk finder. Det er rigtig, Hr. Usabilitykonsulent, at I har en stor opgave i tilrettelæggelsen af hjemmesider, så de er nemme at anvende, men der er lang vej endnu før alle sider (og databaser) er så nemme, at alle uden videre kan bruge dem. Opgaver til jer - og opgaver til mig!
Når eleverne står med deres opgaver, bliver de stadig meget glade, hvis de får en bog i hånden, de glemmer alt, hvad de har lært af søgeteknikker, når en levende bibliotekar hjælper her og nu, så de gammeldags bibliotekariske dyder kan stadig bruges, når opgaven skal afleveres på fredag!
Men du har ret, alt det nye skal de også høre om, hvis det kan presses ind imellem AT4 og AT5. Det er blevet et meget presset gymnasium efter gymnasiereformen.