Bogbiblioteket

I den netop forløbne uge har der været en del debat her på min arbejdsplads. Det kom sig af, at Bjarne Kim Pedersen (BKP), forfatter og biblioteksbruger, skrev i Fyens Stiftstidende d. 11/6 under overskriften “Bibliotekernes bogkrise”. Kronikken kan læses her, på Bjarne Kim Pedersens blog. Kronikkens standpunkt var, at vi  i bibliotekerne svigter bogen, og bliver spillecafeér, med svigtende besøgs- og udlånstal til følge.

Vi har svaret behørigt på kritikken, både på BKP’s blog og som læserbreve i Fyens Stiftstidende (dem kan jeg desværre ikke linke til, da det kræver abbonnement at læse dem, men indholdet svarer nogenlunde til svaret på bloggen). Men det er da interessant at en bruger går i kødet på os og forlanger bogen tilbage - det er jo stik imod, hvad vi tror, vi skal. Jeg oplever at rigtig mange af min kolleger er enige med BKP i hans kritik, og mener at vi skal holde os til det, vi er gode til og gøre mere ud af formidlingen af bogen.

Jeg ville gerne høre mere til brugerne - og måske især til ikke-brugerne. Vi har i en årrække fokuseret meget på medierne, forstået som både de fysiske og de virtuelle medier. Måske skulle vi prøve at vende fokus, og få fat i brugerne. Hvordan ser de biblioteket - hvad ønsker de af os? Skal der være et bibliotek i fremtiden? Hvis ja, hvad skal det indeholde?

Men tør vi det? Vil vi i virkeligheden helst selv bestemme, hvad der sker på bibliotekerne? Eller tror vi ikke på, at brugerne/borgerne kan se alle de muligheder, biblioteket kan indeholde i fremtiden?

Personligt tror jeg ikke, jeg gider arbejde på et “bogbibliotek” resten af mit arbejdsliv. Jeg tror heller ikke, det er det, fremtidens brugere vil have. Jeg tror, det er meget kortsigtet at satse på bogen, og at det er endnu engang at tilgodese de brugere, vi allerede har, istedet for at prøve at gøre det til hele folkets bibliotek. Men det er ikke noget, jeg har talt med brugerne om…

1 Kommentar til “Bogbiblioteket”


  1. 1 Nanna Berg

    Der bliver lavet mange brugerundersøgelser rundt omkring på bibliotekerne – men der kunne sagtens laves flere. I forbindelse med debatten om længere åbningstider synes jeg at brugerundersøgelser er påkrævede. Det er langt fra alle steder, hvor det vil være hensigtsmæssigt at holde åbent til kl. 22.00. Det er helt oplagt at spørge brugerne inden man kaster sig ud i døgnåbent. Behovet vil garanteret vise sig at variere fra kommune til kommune.

    Med hensyn til om biblioteket udelukkende skal være et bogbibliotek: det er jo med biblioteksloven slået fast, at det skal det ikke. Dog tror jeg, at mange brugere stadig tænker i bøger, når de tænker på bibliotekerne. Her handler det i høj grad om formidlingen af andre materialer end bøgerne. Det handler om at vænne brugerne til, at der både findes PC-spil, dvd´er, cd-rommer og adgang til databaser. Gøre de andre medier synlige i udlånet, i PR-materialet og gennem arrangementer på lige fod med bøgerne. For jeg tror heller ikke, at brugerne blot vil have bøger – for fremtidens brugere (og for dele af nutidens brugere) er det indholdet, der tæller og ikke mediet i sig selv.

    Og det leder mig så frem til et andet aspekt af sagen, for efter min mening burde bibliotekerne købe ind udelukkende på baggrund af indholdet, også selvom ”kvoten” siger, at der skal købes så og så mange spil, cd-rommer eller bøger ind. Jeg mener, at det er en forkert måde at gøre det op på – bibliotekerne skal ikke være så mediefikserede, for det tror jeg ikke, at fremtidens brugere vil være. Hverken i bogen eller i de elektroniske mediers favør.

Skriv en kommentar