PET har fået mulighed for at tjekke lån fra mistænkte uden dommerkendelse.
Datatilsynet modvirker et vist stykke hen ad vejen, eftersom det ikke er muligt at genskabe et låneforløb efter aflevering. Ganske som lovbefalet. Det er med andre ord svært at få andet end en lånerstatus.
Det tankevækkende er egentligt, at man samtidigt ikke logger Internettrafik. For lånte materialer må vel forudsættes at være en del af en materialesamling der er sammensat efter bibliotekslovens retningslinier?
Med andre ord er bibliotekernes samlinger potentielt farlige, omend lovlige? ….Bøger er magt i de forkerte hænder? Hvilke materialer er så mest belastende?
Denne her? Eller alt om religion? Kemi? Sydamerikanske revolutionære?
Eller er det særlige kombinationer af ovenstående der er kritisk?
Hvad i alverden havde de tænkt sig at udlede fra sådan en lånerstatus?
Og kan man nu fremover lovligt låne lovlige materialer, indkøbt for offentlige midler, for så efterfølgende at blive anklaget for at have dem?
Det er jo ikke lav-din-egen-atombombe-i-køkkenet vi har stående på hylderne. Den slags er langt hurtigere at finde på nettet. Går jeg ud fra.
Og når man alligevel gør sig denne umage med at få sådan en mulighed, til noget der uundgåeligt vil skabe polemik, samtidigt med at det - endnu - er tilladt for bibliotekerne at tilbyde internet uden logning, virker det på mig som om det med den lokale logning er fuldstændigt underordnet under alle omstændigheder. At man tager balladen med i købet for adgangen til låneroplysninger, fordi vores data ikke er tilgængelige på andre måder?
Fordi informationer fra bevægelser på nettet alligevel i forvejen er logget andetsteds fra.
God og tiltrængt pointe. Endelig én, der tager bladet fra munden.
Burde bibliotekarer som fortalere for fri og lige adgang til information egentlig ikke råbe mere vagt i gevær ift. logningsbekendtgørelsen? Har standen ikke en rolle at spille som demokratisk vagthund?
Den bekendtgørelse er mildest talt betænkelig.
Tilsyneladende har vi ingen rolle. Eller også kigger jeg de forkerte steder.
Det kan også være at hele historien bare er en and?
Hvordan kan en virksomhed der iøvrigt drives i overenstemmelse med loven, pludseligt blive genstand for overvågning, bare “fordi”, (dommerkendelse kræves jo tilsyneladende ikke).
Og hvad skal man bruge oplysningerne til? Hvor ender de henne?
Jvf. diskussionerne om hvorvidt politiet må/skal bruge oplysninger frembragt andetsteds ved hjælp af tortur, er det jo med al tydelighed demonstreret at dette her er grænseoverskridende på mere end en måde - data overføres rutinemæssigt som led i efterforskninger. Selvfølgelig.
Det jeg vil frem til er, at de data der herhjemme er lovlige, ikke nødvendigvis er det i en anden kontekst. I den helt banale ende er Mein Kampf, der som vist i bibliotek.dk-linket findes på 51 biblioteker herhjemme, ulovlig i Tyskland.
Det kan sagtens tænkes at være en storm i et glas vand dette her. Personligt tvivler jeg oprigtigt på at det i praksis vil ske særligt tit at nogen bliver bedt om at give adgang.
Men det vil vi jo aldrig nogen sinde kunne lave en statistik på, vel?
Og så er man tilbage ved principperne og diskussionen: er dette virkeligt måden vi skal leve på? Personligt såvel som professionelt?
Jeg var ikke klar over at bibliotekes-lån også var genstand for den tiltagende krig mod terror, men det er vel ikke overraskende.
Det mest bekymrende ved den nye terrorlov, er netop at man fraviger kravet om en dommerkendelse. Man siger med andre ord at det ikke længere er nødvendigt at have en fornuftig, sammenhængende sag mod en person (en sag der skal kunne overbevise en dommer), for at få udleveret meget personlige oplysninger om et menneskes gøren og laden.
I USA har bibliotekerne kæmpet med næb og klør mod deres Patriot act, som har afkrævet dem præcis den samme adgang. Der har man haft biblioteker der blankt har afvist at udlevere oplysninger om folks lån til efterforskere - og bibliotekspersonalet er blevet bakket op, hele vejen, af bibliotekslederne.
Er de danske biblioteker rustet til sådan en kamp? Eller er vi så lovlydige og autoritetstro at vi vil give køb på privatlivets fred for vores lånere?
Og hvad bliver det næste? At pædofile skal have deres lån tjekket for bøger om baby-svømning og børne-strik? At dømte voldsforbrydere skal forbydes at låne American Psycho? At vores lånere skal til at tænke seriøst over hvad de putter i indkøbskurven - for det kan være de bliver dømt på grundlag af det?
Jeg har personligt ikke meget lyst til at være bibliotekar, hvis det er *den* fremtid vi vælger.
Jeg har personligt mget stor lyst til en fremtid, hvor vi som biblioteker hjælper med afsløre terror og anden kriminel aktivitet!
Efterhånden er jeg så træt af, at vi stiller os op og forsvarer borgernes adgang til alt muligt på internettet.
Jeg syntes da ikke det er i orden og sidde og kigge pædofili på et folkebiblioteks computere. Jeg syntes da heller ikke det er i orden og planlægge terror på et biblioteks computere. Og det overvågningssamfund som jeg kan fornemme ligger bag jeres betragtninger har jeg altså meget svært ved at se for mig. Jeg tror simpelthen at de fleste menneskers gøren og laden er så uinteressant, at Pet. har andet at gøre end følge med i hvad hr. Jensen og fru. Abdi laver.
Lige pludselig syntes jeg at vores fag (i frihedens hellige navn) kommer til at stå side om side med nogle personer som jeg slet ikke har lyst at forsvare.
Og der er jo ikke tale om at nogen personer kan blive dømt for at have lånt et bestemt materiale.
Nej, den personlige frihed (hvis det er den vi er sat til at forsvare) forsvares bedst ved at vi overlader den sag til dem som er bedst til det.
Og så er jeg da sikker på at vi har masser af andre spændende ting at kaste os over.
Jamen lad det da være sagt med det samme, at jeg heller intet problem har med at bekæmpe terrorisme.
Ligesom jeg ikke vil stå og se på at en låner downloader børneporno uden at gøre noget, vil jeg sandelig da heller ikke ignorere en låner, hvis jeg kan *se* at vedkommende har gang i noget ulovligt.
Men det er altså ikke ensbetydende med at jeg vælger at opgive min, og mine låneres, rettigheder. Og jeg synes bestemt det må være en ret at have fri og lige adgang til information. Er det ikke vores fornemste opgave?
Ja, jeg låner glad og fro Hampedyrkerens håndbog ud - og det har jeg slet ikke noget problem med. For det kommer ikke mig ved hvad låneren skal med bogen. Jeg skal da ikke blande mig i om det er en studerende der skal skrive en opgave, en nysgerrig borger der gerne vil vide hvordan det der med hamp fungerer - eller en kriminel der selv vil hjem og dyrke.
Det er ikke *mig* der skal bedømme det - det er politiet. Og hvis politiet har en begrundet mistanke om at en mand har tænkt sig at dyrke hamp derhjemme - og har så god en sag at de kan overbevise en dommer - ja, så skal jeg da gladeligt udlevere oplysningen om at han *har* lånt bogen.
Ja, terror-bekæmpelse er en nobel kamp. Og jeg vil på ingen måde forsvare terrorister. Men jeg vil til hver en tid forsvare de uskyldige lånere jeg har på mit bibliotek. Og dermed mener jeg altså at folk er uskyldige indtil andet er bevist (eller politiet, PET o.s.v. har en fornuftig sag som de kan overbevise en dommer med)… med mindre det *også* er ændret.
Og bare sådan afslutningsvis: Nej, jeg har ikke noget at skjule. Ja, jeg besøger også kedelige hjemmesider der ikke har nogen interesse for PET. Men det betyder altså ikke at jeg har lyst til at blive overvåget - hvad enten der er noget at hente eller ej!
Michael: Det skulle overraske mig overmåde meget, hvis nogen form for terror eller kriminel aktivitet blev afsløret ved hjælp af en lånerstatus
Adgangen til oplysninger der hidtil har været vurderet som hørende under privatlivet, men som nu kan indhentes uden en dommerkendelse, dvs. ordenlig begrundelse, er da bekymrende.
Oplysninger om en aktivitet der er lovlig. Og oven i købet er sat i værk med i overenstemmelse med gældende lovgivning.
Der er vel næppe mange tænkende mennesker der støtter hverken terrorisme eller anvendelsen af bibliotekets PC’ere til børnepornosurfing.
Men derfor kan man jo stadigvæk synes at der bør være visse grundlæggende demokratiske færdselsregler, herunder begrundet mistanke stærk nok til at overbevise en dommer.
Vi skulle jo forestille at være dem med de hvide hatte, ikk?
Ja, jeg vidste jo godt at mit synspunkt ikke er det mest politiske korrekte i vores brance.
Men jeg har altså svært ved at se, hvordan det kan begrænse borgernes frie og lige adgang til information, at Pet. har mulighed for at kigge over skulderen på bibliotekerne.
Adgangen er da stadigvæk fri (der er ingen censur) og alle er da stadigvæk velkomne inde hos os.
Jeg har da f.eks. aldrig hørt nogen sige at den frie og lige adgang til landets vejnet er i fare, fordi vi bliver overvåget af politiets fartkontrol.
Eller at den frie og lige adgang til landets banegårde er er i fare, fordi der hænger overvågningskamerare.
Hverenten vi kan li’ det eller ej, kan man altså kigge på os når vi bevæger os i det offentlige rum. Hvilket jeg da syntes et bibliotek er i ekstrem grad.
Og jeg er da sikker på at Pet. eller politiet er så proffessionele at de aldrig vil misbruge den information de vil komme i besiddelse af. Ganske som vi som bibliotekarere aldrig misbruger de personlige oplysninger vi kommer i besiddelse af via. vores job.
For mig at se er de demokratiske spilleregler, at foretager man ikke noget ulovligt i det offentlige sker der ikke noget som helst.
Men træder man over stregen bliver der numulighed for at blive opdaget.
Og jeg må da også sige, at i mit baghoved ligger da også historien om at planerne til 11/9 bl.a. blev til på tyske bibliotekers internetcomputere.
Ville det ikke være rart at kunne forhindre den slags ting?