Arkiv for 'Bøger' kategori

Biblioteket, anmeldelserne og bøgerne

Der er gang i debatten om bibliotekernes indkøb af bøger endnu engang - denne gang er det lektørudtalelser og børnebøger, der er udgangspunktet. Ganske kort opsummeret handler det om, at børnebøgerne nu kun får én lektørudtalelse (mod to før i tiden) og at børnebibliotekarerne køber for “sikkert” ind - der er ikke længere plads til det mærkelig og sære i børnebiblioteket. Og hvis det virkelig er sandheden, er det absolut et problem. For er der et sted, hvor der er brug for mærkelige og sære ting, er det da i børnebiblioteket.

Vi har i folkebibliotekerne et besynderligt skisma: vi skal på den ene side sørge for, at vi vitterlig er et folkebibliotek - altså, at vi har, hvad folket efterspørger. På den anden side skal vi sørge for at indeholde det, folket ENDNU ikke ved, de efterspørger, og så formidle til dem. Vi skal med andre ord rumme hele bredden og en god del af dybden. Vi skal formidle de “gode” materialer (og beslutte, hvad det er for nogle?), så folk kan opleve den vidunderlige ting det kan være at opdage noget helt nyt, noget man aldrig havde hørt om eller opdaget, hvis ikke der havde været en engageret formidler til stede.

Det har vi af naturlige (økonomiske) årsager vores hyr med. Men der ud over slås vi med en åregammel tradition om, at bibliotekerne skal støtte den danske litteratur. Misforstå mig nu ikke, jeg vil gerne støtte litteraturen (og filmen og tegneserien og musikken…), men jeg synes altså ikke bibliotekernes opgave er at fungere som skjult støtteordninge for forlag og forfattere. Det nytter ikke at vi trofast køber 2-3 eksemplare af den nye danske litteratur, som vi ikke har en chance for at få lånt ud. Det dur simpelthen ikke!

Og inden solen går ned i dag har 15 forfattere og ligeså mange forlag været inde og kommenterer og skrive at hvem skal de så sælge til? Hvordan skal der overhovedet blive et marked for danske bøger, når man ikke kan regne med bibliotekerne som aftager? Og dertil kan jeg allerede nu svare: jeg er benhård. Jeg mener ikke, det er bibliotekernes pligt at være støtte ordning. Vi er folkets bibliotek, ikke forfatternes. Jeg vil meget gerne være med til at støtte dansk kultur, men i mine øjne har forfatterne ikke særstatus i forhold til andre medier, og vi har ikke i folkebibliotekerne pligt til at købe al dansk litteratur.

Hvad mener I, derude? Er det en del af folkebibliotekets rolle at være støtteordning for den danske litteratur - eller er det ikke?

Den hellige Bog og biblioteket

Så skal vi til det igen.

Vores allesammens formand, Pernille Drost, debatterer i Deadline med Leif Davidsen om Bogen og biblioteket. Hun gjorde det såmænd udemærket, hun måtte godt have været lidt skarpere, men det er sikkert klogt af hende ikke at være det.  Jeg ville sikkert være blevet vred og have skældt ud - og det er som bekendt dårlig stil ;).

Vi har hørt det før, og vi vil sikkert høre det igen: bibliotek betyder bogsamling, ergo sum: bibliotekernes kerneopgave er Bøgerne. Leif Davidsen sagde det igen og igen, det var nærmest hans hovedargument. Er det en generel regel at man kan regne med at et ords oprindelse altid dækker det nuværende begreb?

Et eksempel: gymnasiet. I det gamle Grækenland er gymnasion det sted, hvor den mandlige ungdom modtog legemlig og åndelig uddannelse, men hvor dog det legemlige aspekt stod i forgrunden. De unge mænd trænede nøgne, hvad der forklarer oprindelsen til gymnasium, nemlig af gymnázesthai (= “at træne nøgen”). (Kilde: Wikipedia, samt “Ordbog over det danske sprog”, København 1925).

Skal al undervisning i gymnasiet så foregå uden tøj? Og med absolut hovedvægt på fysisk træning? Det er jo det, ordet betyder!

Jeg mener ikke, biblioteket kun skal indeholde bøger. Jeg mener, i lighed med Pernille Shaltz, at der skal luges ud, kasseres og gemmes væk. Og inden I nu allesammen kaster jer frådende over mig og råber : du hader bare Bøger! Hvorfor blev du overhovedet bibliotekar!?! - Nej, jeg hader bestemt ikke bøger. Jeg har rigtig mange af dem, og jeg elsker dem. Jeg synes de er dejlige, skønne, eventyrlige, fortryllende, tankevækkende…..og ja, det var faktisk derfor, jeg i sin tid blev bibliotekar, tro det eller lad være!

I mellemtiden er der bare sket en revolution. En revolution, der har bragt internet ud i rigtig mange danske hjem og playstation ud i næsten lige så mange. En revolution, der har placeret tv-apparater på børneværelserne og DAB-radioer i køkkenerne. En revolution, der har bragt den højopløselige fladskærm ud i så mange danske hjem, at det er helt ufatteligt.

Det er en stor og dejlig ting, og det er samtidig et kæmpe problem. Rigtig mange (unge) mennesker har svært ved at finde viden i informations- og underholdningsstrømmen, og det bliver rigtig alvorligt, når en gymnasielærer fortæller mig om opgaver, der baserer sig på to opslag i Wikipedia og om elever, der slet ikke har nogen idé om, at der findes andet end Google at søge i. Vi har rigtige, store, alvorlige demokrati-omstyrtende problemer her!

OG SÅ BRUGER MAN TIDEN PÅ AT DISKUTERE OM INFORMATIONEN FINDES PÅ PAPIR ELLER EJ!?!

Det gir’ ingen mening! Det er da fløjtende, hamrende ligegyldigt, på hvilket medie oplysninger (eller kultur i det hele taget) befinder sig? Om det er trykt på papir eller på en skive der passer til computeren? Om det overhovedet er trykt og ikke bare udkommet? Det må da være oplysningernes validitet og kvalitet, vi skal diskutere - og der er nok at tage fat på. Det må da være kulturens funktion, udtryk og kvalitet, vi skal snakke om - ikke om den er trykt på papir eller skabt som teaterstykke, musik, film eller spil?

Helt ærligt: det er for meget! Hvorfor er Bogen hellig? Hvad er det ved lige præcis det medie, der gør folk helt tossede?

Tilbage til udgangspunktet: vi har to muligheder. Vi kan have biblioteker kun for Bøger. Det kunne såmænd være hyggeligt nok, med mørke træreoler og grønne glaslamper. Det ville kræve en anden type samling et andet sted, for vi har jo i loven en ligestilling af medierne. Så bag næste dør på etagen kan man finde “multimedierummet” eller hvad man nu skal kalde det. Det bliver lidt besværligt, indrømmet, for hvad med alle de bøger, der har en CD med? Eller alle de CD’ere, der har en bog med? Nå, det kan løses.

Den anden løsning er at skifte navn. Hvis vi synes, “biblioteket” skal være andet og mere end Bøger, hvis vi synes det for alvor skal være for alle og ikke kun for eliten, hvis vi mener at vi gerne vil være et kulturhus og ikke et Højkulturhus - så må vi kalde os noget andet. Nogen forslag?

Paranoia?

PET har fået mulighed for at tjekke lån fra mistænkte uden dommerkendelse.

Datatilsynet modvirker et vist stykke hen ad vejen, eftersom det ikke er muligt at genskabe et låneforløb efter aflevering. Ganske som lovbefalet. Det er med andre ord svært at få andet end en lånerstatus.

Det tankevækkende er egentligt, at man samtidigt ikke logger Internettrafik. For lånte materialer må vel forudsættes at være en del af en materialesamling der er sammensat efter bibliotekslovens retningslinier?

Med andre ord er bibliotekernes samlinger potentielt farlige, omend lovlige? ….Bøger er magt i de forkerte hænder?  Hvilke materialer er så mest belastende? 

Denne her? Eller alt om religion? Kemi? Sydamerikanske revolutionære? 

Eller er det særlige kombinationer af ovenstående der er kritisk?

Hvad i alverden havde de tænkt sig at udlede fra sådan en lånerstatus?  

Og kan man nu fremover lovligt låne lovlige materialer, indkøbt for offentlige midler, for så efterfølgende at blive anklaget for at have dem?

Det er jo ikke lav-din-egen-atombombe-i-køkkenet vi har stående på hylderne. Den slags er langt hurtigere at finde på nettet. Går jeg ud fra.

Og når man alligevel gør sig denne umage med at få sådan en mulighed, til noget der uundgåeligt vil skabe polemik, samtidigt med at det - endnu - er tilladt for bibliotekerne at tilbyde internet uden logning, virker det på mig som om det med den lokale logning er fuldstændigt underordnet under alle omstændigheder. At man tager balladen med i købet for adgangen til låneroplysninger, fordi vores data ikke er tilgængelige på andre måder? 

Fordi informationer fra bevægelser på nettet alligevel  i forvejen er logget andetsteds fra.

Bogbiblioteket

I den netop forløbne uge har der været en del debat her på min arbejdsplads. Det kom sig af, at Bjarne Kim Pedersen (BKP), forfatter og biblioteksbruger, skrev i Fyens Stiftstidende d. 11/6 under overskriften “Bibliotekernes bogkrise”. Kronikken kan læses her, på Bjarne Kim Pedersens blog. Kronikkens standpunkt var, at vi  i bibliotekerne svigter bogen, og bliver spillecafeér, med svigtende besøgs- og udlånstal til følge.

Vi har svaret behørigt på kritikken, både på BKP’s blog og som læserbreve i Fyens Stiftstidende (dem kan jeg desværre ikke linke til, da det kræver abbonnement at læse dem, men indholdet svarer nogenlunde til svaret på bloggen). Men det er da interessant at en bruger går i kødet på os og forlanger bogen tilbage - det er jo stik imod, hvad vi tror, vi skal. Jeg oplever at rigtig mange af min kolleger er enige med BKP i hans kritik, og mener at vi skal holde os til det, vi er gode til og gøre mere ud af formidlingen af bogen.

Jeg ville gerne høre mere til brugerne - og måske især til ikke-brugerne. Vi har i en årrække fokuseret meget på medierne, forstået som både de fysiske og de virtuelle medier. Måske skulle vi prøve at vende fokus, og få fat i brugerne. Hvordan ser de biblioteket - hvad ønsker de af os? Skal der være et bibliotek i fremtiden? Hvis ja, hvad skal det indeholde?

Men tør vi det? Vil vi i virkeligheden helst selv bestemme, hvad der sker på bibliotekerne? Eller tror vi ikke på, at brugerne/borgerne kan se alle de muligheder, biblioteket kan indeholde i fremtiden?

Personligt tror jeg ikke, jeg gider arbejde på et “bogbibliotek” resten af mit arbejdsliv. Jeg tror heller ikke, det er det, fremtidens brugere vil have. Jeg tror, det er meget kortsigtet at satse på bogen, og at det er endnu engang at tilgodese de brugere, vi allerede har, istedet for at prøve at gøre det til hele folkets bibliotek. Men det er ikke noget, jeg har talt med brugerne om…