Så skal vi til det igen.
Vores allesammens formand, Pernille Drost, debatterer i Deadline med Leif Davidsen om Bogen og biblioteket. Hun gjorde det såmænd udemærket, hun måtte godt have været lidt skarpere, men det er sikkert klogt af hende ikke at være det. Jeg ville sikkert være blevet vred og have skældt ud - og det er som bekendt dårlig stil ;).
Vi har hørt det før, og vi vil sikkert høre det igen: bibliotek betyder bogsamling, ergo sum: bibliotekernes kerneopgave er Bøgerne. Leif Davidsen sagde det igen og igen, det var nærmest hans hovedargument. Er det en generel regel at man kan regne med at et ords oprindelse altid dækker det nuværende begreb?
Et eksempel: gymnasiet. I det gamle Grækenland er gymnasion det sted, hvor den mandlige ungdom modtog legemlig og åndelig uddannelse, men hvor dog det legemlige aspekt stod i forgrunden. De unge mænd trænede nøgne, hvad der forklarer oprindelsen til gymnasium, nemlig af gymnázesthai (= “at træne nøgen”). (Kilde: Wikipedia, samt “Ordbog over det danske sprog”, København 1925).
Skal al undervisning i gymnasiet så foregå uden tøj? Og med absolut hovedvægt på fysisk træning? Det er jo det, ordet betyder!
Jeg mener ikke, biblioteket kun skal indeholde bøger. Jeg mener, i lighed med Pernille Shaltz, at der skal luges ud, kasseres og gemmes væk. Og inden I nu allesammen kaster jer frådende over mig og råber : du hader bare Bøger! Hvorfor blev du overhovedet bibliotekar!?! - Nej, jeg hader bestemt ikke bøger. Jeg har rigtig mange af dem, og jeg elsker dem. Jeg synes de er dejlige, skønne, eventyrlige, fortryllende, tankevækkende…..og ja, det var faktisk derfor, jeg i sin tid blev bibliotekar, tro det eller lad være!
I mellemtiden er der bare sket en revolution. En revolution, der har bragt internet ud i rigtig mange danske hjem og playstation ud i næsten lige så mange. En revolution, der har placeret tv-apparater på børneværelserne og DAB-radioer i køkkenerne. En revolution, der har bragt den højopløselige fladskærm ud i så mange danske hjem, at det er helt ufatteligt.
Det er en stor og dejlig ting, og det er samtidig et kæmpe problem. Rigtig mange (unge) mennesker har svært ved at finde viden i informations- og underholdningsstrømmen, og det bliver rigtig alvorligt, når en gymnasielærer fortæller mig om opgaver, der baserer sig på to opslag i Wikipedia og om elever, der slet ikke har nogen idé om, at der findes andet end Google at søge i. Vi har rigtige, store, alvorlige demokrati-omstyrtende problemer her!
OG SÅ BRUGER MAN TIDEN PÅ AT DISKUTERE OM INFORMATIONEN FINDES PÅ PAPIR ELLER EJ!?!
Det gir’ ingen mening! Det er da fløjtende, hamrende ligegyldigt, på hvilket medie oplysninger (eller kultur i det hele taget) befinder sig? Om det er trykt på papir eller på en skive der passer til computeren? Om det overhovedet er trykt og ikke bare udkommet? Det må da være oplysningernes validitet og kvalitet, vi skal diskutere - og der er nok at tage fat på. Det må da være kulturens funktion, udtryk og kvalitet, vi skal snakke om - ikke om den er trykt på papir eller skabt som teaterstykke, musik, film eller spil?
Helt ærligt: det er for meget! Hvorfor er Bogen hellig? Hvad er det ved lige præcis det medie, der gør folk helt tossede?
Tilbage til udgangspunktet: vi har to muligheder. Vi kan have biblioteker kun for Bøger. Det kunne såmænd være hyggeligt nok, med mørke træreoler og grønne glaslamper. Det ville kræve en anden type samling et andet sted, for vi har jo i loven en ligestilling af medierne. Så bag næste dør på etagen kan man finde “multimedierummet” eller hvad man nu skal kalde det. Det bliver lidt besværligt, indrømmet, for hvad med alle de bøger, der har en CD med? Eller alle de CD’ere, der har en bog med? Nå, det kan løses.
Den anden løsning er at skifte navn. Hvis vi synes, “biblioteket” skal være andet og mere end Bøger, hvis vi synes det for alvor skal være for alle og ikke kun for eliten, hvis vi mener at vi gerne vil være et kulturhus og ikke et Højkulturhus - så må vi kalde os noget andet. Nogen forslag?
Seneste kommentarer
René, susanne, Michael Larsen, Pernille Drost, Michael Larsen, René Øhlenschlæger [...]
Camilla, Michael Olsen, Camilla, Michael Olsen, Camilla, Thor [...]
Camilla, Nina Petersen
Michael, Naja, Anne-Lise, Michael, Anne-Lise, Naja [...]
Birgit, Camilla, Jens Hofman Hansen
Birgit